18/04 - Lene
I dag er en meget speciel dag - det er Dagur Ingis fødselsdag.
Vores kære venner Ágústa og Viðar
fik for et år siden den dejligste lille dreng. Vi
har været ovre og besøge ham, og han havde
det bare strålende og nød sit nye legetøj.
Heldigvis bor de bare 5 minutters gang fra os så vi
kan hurtigt besøge hinanden.
Men i morgen er det nu også en stor dag, for min
søde veninde Lisbeth fylder år. For at skåne
hende en lille smule skal jeg ikke nævne nogle tal,
men bare sige at det er noget med et 3-tal og et 0. Desuden
kender vi jo flere som nærmer sig dette ubeskrivelige
tal med hastige skridt. Igen ingen navne - vel søde
søster!!!
Og hvad har vi så ellers fået marts måned
til at gå med? Jo, den startede så fint med
et besøg fra mor og far. De kom en torsdag og tog
afsted igen tirsdag, så vi havde nogle gode fridage
sammen. Vi brugte meget tid på bare at tale sammen,
lave god mad og spise den i selskab med dejlig rødvin.
Om lørdagen skulle Magnús og jeg til Árshátið
(årsfest) med mit arbejde, så vi havde bestilt
bord til mor og far på en vidunderlig italiensk inspireret
restaurant som ligger lige i centrum af Reykjavík.
Vi havde det så sjovt sammen med mine kollegaer, og
mor og far nød også en stille aften sammen.
Efter mor og far var taget hjem tog vi igen hårdt
fat på arbejde og skolen. Jeg skulle til eksamen i
islandsk, og heldigvis gik det godt. Her i maj skal jeg
starte på et nyt kursus, som følger op på
den grammatik vi har gennemgået og så skal vi
primært øve det skriftlige. Det glæder
jeg mig til, for det er så vigtigt for mig når
jeg er på arbejde at jeg ikke skriver breve og e-mail
til kunder som ligner og lyder som noget et 3 årig
har skrevet!!!
Nå, men vi har ellers været en tur i Danmark
i påsken. Det var skønt at ser jer - som vi
nåede til - igen og høre alt det sidste nyt.
Vi var også en tur i sommerhus i Blåvand med
min familie hvor den stod på ren hygge og afslapning.
Det er helt ubeskriveligt så smukt der er på
stranden langs Vesterhavet. Victor fik en drage i påskeæg,
som vi tog med ned til vandet, men jeg tror nu næsten
det var de "ældste" som fik mest sjov ud
af den!!! Vi var også ude og bowle to aftener og hvis
der er nogle af jer der mangler nogle tips, så er
I velkomne til at lure stilarter af i albummet.
Tirsdag aften vendte vi hjem igen, og alt gik som sædvanlig
- og heldigvis - godt. Man bliver nu efterhånden snart
så bange for at rejse med alle de ulykkelige hændelser
der sker rundt omkring i verden i dag. Så lov lige
at passe godt på jer selv og hinanden - ikk'...!!!
Fredag var jeg til eksamen i Investering og finansiering.
Jeg må sige at det var ikke sjovt, men jeg har fortsat
tro på at jeg er kommet igennem. Jeg synes det har
været så svært et fag, men nu hvor jeg
har læst så meget og sat mig ind i det, så
er det jo lige før at jeg har lyst til at lære
mere. På den anden side er det nu en ret skøn
fornemmelse at have fri og bare hygge sig i weekenden, vel
og mærket UDEN dårlig samvittighed.
Det er blevet tid til at begynde at forberede aftensmad.
Magnús er ude og dømme fodboldkamp, og det
skulle undre mig meget om han ikke var en smule sulten når
han kommer hjem om en times tid. Håber at I alle har
det godt, og at vi snart ses igen....