home

 

dagbøger

album

gæstebog

de bedste

baby

kollegiebakken
 

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
dagbøger > 2004 > februar

16/02 - Magnús

I går, den 15. februar, fyldte Sævar 79 år. I den anledning inviterede vi til brunch på Hagamelur. Som forventet mødte kun Sævar og Ester til tiden, men det må dog siges at Kristinn og Björg til selskabets forundring kun kom 15 min. for sent. Det hele passede dog meget godt, eftersom Sævar fik besked på at møde 30 minutter senere end de andre. (I familiens tidsmodel er der jo indbygget 1 times forsinkelse så det passede perfekt).

Vi havde en dejlig da sammen - der blev snakket meget og alle var glade. Vigtigst af alt var at Sævar havde en god fødselsdag; i hvert fald var han glad for at forberedelserne og opvasken var hos os og ikke hos ham. Vi nød det kun, for vi elsker jo begge at være i køkkenet og opvasken klarede maskinen.

På billedet ovenover ser I fødselsdagsbarnet og Ester som er Sævars veninde gennem mange år. Herunder sidder Jóhannes (fætter), Jóhanna (fætters kæreste og kone den 7. august), Gusti (onkel) og Anna Kristín (faster). Jóhannes' forældre bor i Akureyri i Nordisland og kunne desværre ikke være med.

08/02 - Lene

Ja, så er det vist blevet tid til at få dulmet den dårlige samvittighed - igen. Det er nu halvanden måned siden I sidst hørte fra os, og det er der to grunde til. Den første er den sædvanlige mangel på tid, og den anden er at vores computer brændte sammen for nogle uger siden. Sidstnævnte betyder desværre også, at I ikke får alle de nyeste billeder foreløbigt, da de fleste er gemt på denne computer. Magnús skal forsøge at fedte for nogle af nørderne på arbejdet, så de kan hjælpe os med at redde det hele. Godt at man har forbindelser!!!

Jeg vil starte lidt med at fortælle jer om vores fantastiske tur til København i december lige inden jul. Vi kom onsdag den 17. og rejste tilbage igen den 23. Der var både tid til hygge, shopping, juleaften og en bytur med veninderne. Onsdag tog Magnús og far i biffen til premieren på Ringenes Herre lll, og mor, Anja og jeg tog i biffen for at nyde Hugh Grant i Love Actualy. Torsdag var vi på juleshopping og spiste frokost med min søde veninde Lisbeth. Det var dejligt at se hende igen. Fredag blev til bytur med Louise og Majken - vi mødtes hos Louise til mad, samt snak om hvad der var sket siden sidst...

Lørdag formiddag kom faster Anni og Per til bruch hos mor og far, og med dem kom også farfar og mormor. Det var så skønt at se dem allesammen når nu vi ikke skulle ses i juledagene. Aftenen stod på luxus med mor, far, Anja og Erik. Vi tog på Alberto K og spiste en udsøgt middag og fik den mest vidunderlige vin til. Betjeningen og omgivelserne var også tip-top, så det kan varmt anbefales hvis nogle af jer har overvejet dette. I bliver ikke skuffede!!

Søndag var der igen dømt juleshopping og derefter teatertur. Vi var i Det Kongelige Teater og se Vinden i Piletræerne. Det var en fantastisk teateroplevelse og morsomt at høre og mærke hvordan alle de mange børn iblandt tilskuerne levede sig ind i forestillingen.

Mandag var der dømt juleaften, som blev holdt i Store Valby. Der var flæskesteg med det obligatoriske tilbehør, Erik fik mandelgaven og der blev danset om juletræet til både "På loftet sidder nissen" og "Juletræet med sin pynt".

Tirsdag skulle vi igen sige farvel. Vi kom hjem ved 3-tiden og tog direkte hjem til Magnús' mor og far, hvor også Stella, Frank og børnene ventede. Det var skønt at se dem igen - mindre skønt var det da det blev besluttet at familien skulle have Skata til aftensmad. Skata spiser man kun den 23. december. Det er rokke som "bliver gravet ned i jorden i noget møg og ligger der i et par måneder" (citat: Magnús) som så bliver kogt og spist med kogte kartofter og smeltede fedtegrever - Velbekomme!! Heldigvis var der også almindelig stegt fisk, som jeg og børnene nøjedes med. Det skal lige tilføjes, at smagen af fisken skulle være god, men da lugten ved tilberedningen er meget slem, er det svært for mange at tage sig mod til at smage (inkl. mig selv).

24. december var vi hos Björg og Kristinn sammen med Stella, Frank, Leon, Edda og Sunna Dís. På menuen var der vildgæs med ægte juletilbehør såsom brunkartofler og rødkål. Det var Stella der var chefkok, og vi var alle enige om at det var en succes. Dagen efter stod den på dansk julefrokost hos os her på Hagamel 27. Jeg bestod prøven som god husmoder ved at få æbleflæsken til at lykkedes i første forsøg. Det var en fornøjelse at prøve at lave mad, som jeg aldrig har forsøgt mig med før. Den 26. stod på afslapning, og så blev det tid til besøg fra Louise og Majken. I kan læse om vores Grimur fest i dagbogen fra december og der er også billeder i albummet.

Nytårsaften - Magnús

Nytårsaften stod på en dejlig middag sammen med Louise og Majken, og så den vildeste fest bagefter, som først endte kl. 6:30 om morgenen.

Middagen, som nok var én af de dejligste undertegnede nogensinde har spist, stod på 3 retter. Den første var hummer i chokolade-chilli sovs...mmmmmm...hvor smagte det bare godt. Hovedretten stod på grillet lammefillet, indbagte fyltdte løg med bacon udenom (Jamie Oliver's "Verdens bedste indbagte løg") og sauterede grøntsager. Til dessert fik vi en dejlig chokoladekage, som Lene bagte. I det hele taget en gourmet oplevelse.

Efter at blive fulgt ind i året af det vildeste fyrverkeri, kom der c.a. 30 gæster. Der blev drukket, festet, danset, spillet virkelig høj musik og snakket indtil 6:30 om morgenen. Det hele foregik dog meget pænt, og hverken et glas eller noget andet kom gik i stykker.

Det var dog ikke super sjovt at vågne dagen efter (ja eller bare sent samme dag), med de vildeste tømmermænd i en lejlighed der stank af røg og lugtede af tomme sprut og øl flasker. Det gik dog hurtig over og nærmest som i en Ajax reklame blev lejligheden fin igen på få timer - men vi var også 4 om det. Resten af nytårsdagen stod på cola, pizza og Friends.

......

Så begyndte hverdagen igen, men inden nåede vi at tage vores gæster med på en tur til Gullfoss og Geysir. Selvom det var gang nummer "jeg ved ikke hvad" for både Magnús og jeg, var det en fantastisk oplevelse, for ingen af os havde nogensinde set Gullfoss med is før og landskabet omkring dækket af den fineste hvide sne.

Det går stadigvæk rigtig godt her hos os. Vi er begge meget glade for vores arbejde, og der er masser af spændende udfordringer hver dag. Jeg går til islandsk to dage om ugen og en gang om ugen læser jeg på min bachelor i business. Magnús er jo stoppet med at være træner i fodbold, men til gengæld er sæsonen som dommer allerede begyndt igen. Det er kun i weekenderne, og det passer så fint med at jeg laver lektier når han er dommer.

Der er kun en måned til vi skal have vores næste besøg, som er mor og far der kommer. Vi glæder os helt vildt til at se dem. I april rejser vi sammen til Danmark for at være i sommerhus som vi plejer, og allerede i maj står den på besøg igen når min faster Anni og Per kommer. Vi håber at I alle har det godt og glæder os som altid til at høre mere fra jer;-)