home

 

dagbøger

album

gæstebog

de bedste

baby

kollegiebakken
 

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
dagbøger > 2004 > maj

31/5 - Lene

Så gik der endnu en måned og vi må igen konstatere at tiden går alt for hurtigt. I maj har vi haft besøg af min mor, hvilket var en fantastisk overraskelse. Vi hyggede os, spiste god mad, drak dejlig rødvin og fik også snakket en hel del. Vejret var nu heller ikke til meget andet, så vi nød det bare i fulde drag. Derudover havde mor slæbt 10 x 4 timers videobånd med, samt 2 x Billedblad og 2 x Se og Hør. Alt om kronprinsebrylluppet:-) Det var helt vidunderligt, og endnu bedre at have en til at se det hele med. På mit arbejde var de jo også alle meget interesserede i brylluppet, og hvordan vi fejrede det kan I se i album 2004. Nu er Billetbladet og Se og Hør på rundtur blandt mine kollegaer, der også gerne ville se alle de fine kjoler på nært hold. Senere skal de til svigermor, og derefter til min venindes forældre, der også følger godt med.

Lige nu har vi besøg af min faster Anni og Per. De kom torsdag og skal være hos os til på onsdag. Desværre ankom de på en lidt kedelig dag, for vi skulle begrave et kært familiemedlem til Magnús. Þórir frændi døde den 19. maj i en tragisk trafikulykke, hvilket naturligvis var et chock for os alle. Han var et meget kendt og elsket menneske i hele Island, og der deltog op mod 2.000 mennesker i begravelsen. Ca. 1.200 mødte til kaffe og kage i idrætsklubben FH i Hafnafjörður som Þórir har været formand for i mange år. En tragisk hændelse, der ikke kan få os til andet end at tænke over livets forunderligheder.

Torsdag aften var derfor en rolig aften, hvor vi spiste sammen med Björg og Kristinn, der naturligvis også var meget påvirkede af hele situationen. Heldigvis var det også dagen der satte punktum for en uge med sorg og fortvivlelse, så vi kunne begynde at se fremad og nyde den kommende uge med Anni og Per.

Fredag tog Magnús og jeg på arbejde og vores gæster gik en tur ud i det fri for at se sig omkring i byen. Det endte med ca. 12 km. gåtur, så Per var MEGET tørstig da Magnús og jeg kom hjem:-) Så gik vi en tur i svømmeren og derefter fik vi hamburgere grillet på altanen. Det smagte bare af mere - så vi må se at få prøvet det igen.

Lørdag tog først ud og handle til weekenden, og fritidstøj til Anni og mig. Derefter gik vi op til Perlen, og så var det meningen at vi skulle gå hjem langs Ægisiða. Men først blev vi nødt til at stoppe ved Café Nauthólsvik, for der var nogle i selskabet som var blevet MEGET TØRSTIGE.....og pludselig blev samtalen en helt anden!!!!

Kl. 16.00 kørte Magnús og jeg til studenterfest hos Magnús' kusine Ester. Vi blev der dog kun i to timer, for vi havde bestilt bord på en restaurant ude på øen Viðey, der ligger ca. 7 minutters sejlads med motorbåd fra Reykjavík....!!! Vi fik en fantastisk 3 retters menu der bestod af: Røget forrel med urtecreme og kaviar, lammefilet tilberedt som ryg med kartofler og grønt, og til dessert - chokolademouse med bærcoulis...mmmmmmmm. Mætte, glade og tilfredse forlod vi øen kl. ca. 23.30 med et løfte om at det var ikke sidste gang vi havde været der. Både mad, betjening, selskab og omgivelser var perfekte og dannede ramme om en uforglemmelig oplevelse.

I går kørte vi så ud til sommerhuset hvor vi læssede alle mad- og drikkevarer af, og derefter kørte vi straks mod Gullfoss og Geysir. Gullfoss imponerende som altid og Geysir fuld af overraskelser. Magnús og jeg - skulle som professionelle betragtere - stå så tæt på som muligt, hvilket resulterede i lidt af en dukkert. Da Strokkur endlig sprang, gjorde Magnús og jeg det samme, men vi blev nu alligevel plaskvåde til vores gæsters store fornøjelse.

Tilbage i sommerhuset gik drengene ud til grillen og lagde låret til stegning. Anni og jeg tog fat på strikketøjet, og Björg hyggede om os. Vi nød det fantastiske måltid "Lammelår a la Grímstúnga" i fulde drag, hvorefter Kristinn og Björg kørte hjemad. Vi gik en tur ned til vores dejlige vandfald i baghaven, Faxe. Eftersom drengene hele dagen og aftenen havde formået at forsyne sig med diverse drikkevarer, vel og mærket uden at spørge om vi andre ønskede noget, så fik Anni og mig en rigtig god idé. I lommerne puttede jeg to dejlige kolde Carlsberg, da vi gik ned mod Faxe, og bedst som vi var ankommet og nød det fantastiske syn, valgte vi at åbne vores øl og udbringe en højlydt "SKÅL". Jeg har aldrig set Magnús og Per se så tørstige ud, og naturligvis fik de ikke en eneste tår, og i ren surhed ville de ikke tage et billede af os. Godt vi også selv havde husket et kamera:-) Og hvad kan man så lære af det.....???

Turen hjem gik gennem Þíngvallir, hvor vi stoppede et par gange undervejs. Vi var også oppe ved det smukke vandfald, Öxarárfoss og en tur nede at kigge i det fantastiske klare vand. Det hele tog sig så ufatteligt smukt ud, og så kan man se hvilken forskel det gør når solen skinner.

Dagen har vi sluttet af med et besøg hos Björg og Kristinn, og en stor dejlig is nede fra vores lokale isbar.......mmmmmm hvor livet er skønt;-)